Sådan vedligeholder du din elbils batteri
Det kan gøre en stor forskel, at du ’forstår’ batteriet i din elbil, så du kan sikre dig, det lever både længe og godt. Læs med her og få overblik over, hvordan du nemt holder dit batteri i god form.
Det er selvsagt af stor betydning, at du sørger for at vedligeholde batteriet i din elbil med henblik på at sikre både lang levetid og optimal ydeevne. Helt overordnet bør du holde batteriet opladet i området 20-80% og således undgå både det lave og høje yderområde. Derudover foretrækker batteriet at blive ladet op langsomt, som når du f.eks. lader derhjemme. Opladninger med høj effekt er med til at slide på batteriet, og hvis du hurtigt tapper batteriet for strøm, f.eks. ved særlig voldsom kørsel, medfører det også mere slitage på batteriet, end hvis du kører mere afmålt.
Du må hellere end gerne lade derhjemme i mindre portioner ad gangen – det vil sige klatlade. På den måde kan du også udnytte de timer på døgnet, hvor elprisen er lavest.
Her får du nogle af de ting, du skal holde øje med, når du gerne vil holde dit batteri i topform:
Regelmæssig opladning og afladning
Undgå at tømme batteriet helt og undgå også at lade det være fuldt opladet i længere tid. Ideelt set bør du holde batteriet i en ladetilstand mellem 20% og 80% for at passe bedst muligt på dit batteri. Oplad kun til 100%, når der er behov for det, og når du skal køre inden for kort tid efter, bilen er færdig med at lade.
Undgå ekstrem varme og kulde
Undgå at oplade din elbil i ekstrem varme eller kulde, da dette kan påvirke batteriets ydeevne og levetid negativt. Er du under varmere himmelstrøg på bilferien, er det også en god idé at undgå at sætte bilen i solen, hvis den skal være parkeret i længere tid.
Undgå hurtigladning for ofte
Der er forskellige holdninger her. Men gentagen brug af hurtigladere kan (måske) øge belastningen på batteriet og slide unødigt. Det er generelt et godt råd kun at bruge lynlader, når det er nødvendigt.
Opdater bilens software
Hold bilens software opdateret, da bilproducenten kan frigive opdateringer, der optimerer batteriets ydeevne og styring.
Regelmæssig kørsel
Brug din elbil regelmæssigt, da langvarig stilstand kan påvirke batteriet negativt. Hvis din bil skal stå stille igennem længere tid, bør du holde batteriet på 20-80% opladning, da det slider mindst på batteriet. Batteriet kan lide overlast, hvis du lader det helt op og derefter ikke bruger bilen i flere dage, og hvis du aflader batteriet helt for derefter ikke at bruge bilen i længere tid, kan det ligeledes slide på batteriet. Tjek gerne opladningsniveauet løbende, så du ikke kommer under 20%.
Professionel vedligeholdelse
Få din elbil tjekket af en professionel, hvis du oplever problemer med batteriet eller ydeevnen.
Og husk også
Følg altid producentens retningslinjer og anbefalinger.
Læs også: Hvorfor skal du lade din elbil til 80%?