Sådan kommer du længere på en opladning
Lider du af rækkeviddeangst? Læs med her og få en række tips til, hvordan du kan forlænge din rækkevidde, så du på dine næste ture får flere km imellem opladningerne.
Rækkeviddeangst er et begreb, der er opstået i forbindelse med, at elbilerne blev udbredte. Det hentyder til bekymringen for, om elbilen har tilstrækkeligt med strøm til at få dig frem til din destination ad den planlagte rute.
Efterhånden er der sket mange forbedringer i elbilernes batterier, så det er muligt at kurere rækkeviddeangsten for de fleste. Her får du nogle tips til, hvordan du kan undgå at snyde dig selv for tabt rækkevidde.
Kørestil
Undgå hurtige accelerationer og opbremsninger, da disse kan bruge unødig energi. Kør jævnt og glidende for at maksimere din rækkevidde.
Hastighed
Kør med moderat hastighed, da højere hastigheder øger luftmodstanden og dermed energiforbruget. At sænke hastigheden en smule kan forlænge rækkevidden betydeligt. Undersøgelser viser, at når du sætter hastigheden ned fra 130 til 110 km/t på motorvejen, så sparer du op til 20% forbrug.
Brug regenerativ bremsning
Regenerativ bremsning handler om at lade din bil opsamle bremseenergi. Teknologien konverterer energien tilbage til batteriet, når du bremser eller sænker farten, og det kan give ekstra rækkevidde særligt i forbindelse med bykørsel. Læs mere om regenerativ bremsning her.
Undgå tung last
Reducer unødvendig vægt i bilen, da det øger energiforbruget. Undgå også tagbokse eller tagbøjler, der skaber ekstra luftmodstand.
Dæktryk
Hold dæktrykket på det anbefalede niveau. Lavt dæktryk øger rullemodstanden og kan reducere rækkevidden.
Ruteplanlægning
Planlæg din rute for at undgå unødvendige omveje eller trafikpropper, der kan forlænge køretiden og dermed øge energiforbruget.
Afladning
Lad batteriet være mellem 20-80% opladning, da dette er det område, hvor batteriet generelt præsterer bedst og har længst levetid. Generelt anbefaler man, at du kun lader op til 80% i det daglige, så din bil kan opsamle bremseenergi med det samme.
Vejrforhold
Rækkevidden bliver 20-50% mindre om vinteren i forhold til om sommeren, og frostvejr kan i øvrigt forlænge ladetiden med 2-4 gange. Et koldt batteri tager ikke optimalt imod strøm. Nogle bilmodeller kan du manuelt aktivere til at forvarme batteriet, mens andre biler selv kan varme batteriet op til den optimale ladetemperatur
Når du anvender nogle af disse tips, har du mulighed for at forlænge din elbils rækkevidde på en enkelt opladning og få mere ud af din kørsel.