Hvor længe må en elbil stå stille?
Hvordan holder du din elbil bedst ’i form,’ når den skal stå stille i en periode? Læs med her og få 6 gode råd, så du både kan give din bil en pause og komme godt tilbage på vejen igen.
Elbiler taber typisk ikke meget strøm ved at stå stille, og en elbil kan stå stille i flere uger eller endda måneder uden at blive brugt, afhængigt af batteriets kapacitet, temperatur og andre faktorer. Moderne elbiler er designet til at minimere batteriafladning, når de er parkeret og inaktive, og de har batteristyringssystemer, der sikrer, at batteriet ikke tømmes unødigt.
Generelt kan en elbil typisk stå stille i omkring 2-4 uger uden væsentlig batteriafladning. Hvis bilen er parkeret et køligt sted og ikke er udsat for ekstreme temperaturer, kan den muligvis stå stille længere tid.
Hvis du planlægger at parkere din elbil i længere tid, er det en god idé at tage visse forholdsregler:
1. Lad batteriet være på mellem 20-80%
Hvis du ved, at bilen vil stå stille i længere tid, er det bedst at lade batteriet være på omkring 20-80% opladning. Det slider mindst på batteriet. Hvis der er for meget strøm på batteriet, kan det skade batteriets evne til at holde på strømmen. Og er der for lidt strøm, kan man risikere, at det klapper sammen.
2. Undgå ekstreme temperaturer
Undgå at parkere din elbil i ekstremt kolde eller varme omgivelser, da temperaturudsving kan påvirke batteriets ydeevne og levetid.
3. Tjek opladningsniveauet
Hvis du planlægger at lade bilen stå i flere uger, bør du tjekke batteriets opladningsniveau fra tid til anden og lade lidt op, så du ikke kommer under 20%. Et niveau på 20-80% giver de bedste forudsætninger for at holde batteriet ’sundt’ længe. Det er derfor en god idé at tjekke batteriet et par gange om ugen, hvis du har mulighed for det.
Hvis bilen skal stå med ladestikket i igennem hele perioden, skal det være muligt at indstille, så der kobles fra ved de 80%.
4. Aktivér batterisparefunktion
Mange elbiler har batterisparefunktioner, der kan aktiveres, når bilen står stille i længere tid. Disse funktioner kan hjælpe med at bevare batteriniveauet.
5. Alligevel ingen strøm efter pausen? Hvad kan der være galt?
Hvis din bil virker til at være uden strøm efter pausen, er der helt sikkert ingen grund til bekymring. Normalt er det det mindre 12V-batteri, der er afladet. Det store batteri, der driver bilen, oplader faktisk det mindre 12V-batteri. Du kan kontakte vejhjælp for at genstarte det mindre batteri, så din elbil kan komme hurtigt i gang igen.
6. Rust på bremserne
Har du før haft en benzin-/dieselbil, og den har stået stille, har du sikkert også oplevet, at der blev dannet rust på bremserne. Dette kan også ske for elbilen, der primært bruger motorbremsen i stedet for at slide på bremseklodser og -skiver. Hvis du hører ’unormale’ lyde fra hjulene, kan det være en god idé at tage en kort køretur på en øde vej, hvor du foretager nogle få hårde opbremsninger ved 80 km for at fjerne rusten.
Følg altid de specifikke instruktioner og anbefalinger fra den konkrete bilproducent, da disse kan variere afhængig af mærke og model.