Flere offentlige ladestationer: Pr. april 2023 er der optalt 11.100 tilgængelige ladestik i Danmark

Frygten for at løbe tør for strøm og for lange afstande imellem lademulighederne har sikkert været årsag til, at mange har fravalgt elbilen. Men sådan behøver det ikke være mere, for antallet af ladepunkter er steget markant.

02-08-2023

Der er gang i udbredelsen af nye ladestandere i Danmark. Antallet af ladepunkter er vokset med mere end det dobbelte det seneste år og hele fire gange på bare tre år.

Seneste optælling (foretaget af Charge X Analytics), viser, at der pr. 1. april 2022 var omkring 5.200 offentlige ladestik tilgængelige i Danmark. Et år senere var dette tal steget til imponerende 11.100. Alene i første kvartal ’23 var der kommet ca. 1.900 nye ladestik til.

I april ’23 var der særligt fart på ifølge De Danske Bilimportører. Mere end 700 ladepunkter blev tilføjet i løbet af måneden, hvilket bragte det aktuelle antal op på omkring 11.800. Det seneste års stigning svarer til omkring 110%, og det hører med, at antallet af elbiler og plugin hybrid ikke er steget i samme omfang i den samme periode.

Ved udgangen af april ’23 var der 110.000 plugin hybridbiler og 132.000 elbiler i Danmark. Tallene repræsenterer en stigning på 28% for plugin hybrid og hele 65% for elbiler inden for det seneste år. Det kunne tyde på, at der – i hvert fald for øjeblikket – er blevet bedre plads ved de offentlige ladestationer, så der er knap så meget ’kamp’ om opladningsmulighederne.

Tilbage i 2020 var der 7,1 elbiler pr. ladestik. Derefter kom der markant flere elbiler på vejene, og allerede i januar ’22 var der 13,8 elbiler pr. ladestik. Det tal er nu faldet, og i øjeblikket skal 11,4 elbiler deles om ét ladepunkt. Både flere byladere og lynladere har været med til at sende tallet i den rigtige retning.

Den største stigning i ladepunkter findes blandt de almindelige 11/22 kW-ladere, men også antallet af lynladere vokser. Der er nu næsten 1.000 af dem.

Den største del af opladningen foregår dog derhjemme (indgår ikke i disse tal). Samtidig har nyere elbiler ofte større batterier, hvilket i praksis er med til at gøre behovet for offentlige ladepunkter mindre.

Læs også: Hvor lang tid tager det at oplade en elbil?

Kontakt os i dag og lad os starte dialogen