Er elbiler mere brandfarlige end brændstofbiler?
Elbilen er en tydelig del af den grønne omstilling, og en sejlivet bekymring (myte?) er, at elbiler bryder oftere i brand end brændstofbiler. Er der mon noget om snakken? Vi ser nærmere på det her.
Beredskabsstyrelsen har i 2022 opgjort, at der skete færre brande i el- og hybridbiler end i brændstofbiler – også når man korrigerer for, at de to biltyper udgør knap 10% af den danske bilpark.
Virkeligheden har fejet myten af banen.
Og den samme tendens ses i både Norge og Sverige.
Generelt set er risikoen for en batteribrand i en elbil meget lavere end risikoen for en brændstofbrand i en benzin- eller dieselbil. Dette skyldes både sikkerhedsforanstaltninger i batteriet og fraværet af brændstoflækager. Moderne elbiler har avancerede batteribeskyttelsessystemer, der overvåger batteriets tilstand og temperatur. Hvis der opstår uregelmæssigheder, kan bilen tage skridt til at forhindre overophedning eller kortslutning, der potentielt kunne føre til brand. Både design af batteriet, isolering og styringssystemer hjælper således med at minimere risikoen for brand.
Potentielt set er der altid en risiko for, at et hvilket som helst køretøj kan bryde i brand under en ulykke. Det er da også et faktum, at et batteri i en elbil kan være udfordrende at håndtere. Beredskabsstyrelsen og Danske Beredskaber har derfor udarbejdet vejledninger, der netop fokuserer på slukning af brande i el- og hybridbiler.
En brand i batteriet vil typisk opstå som følge af overophedning, f.eks. ved en ulykke eller en direkte ildspåsættelse. En anden årsag til de brande, man typisk ser, er det, der bliver kaldt brandspredning. Det er, når den pågældende bil holder parkeret ved siden af en anden bil, som er brændt. En anden årsag kan være en elektrisk kortslutning i batteriet eller en mekanisk fejl som følge af en ulykke/kollision, hvor der også sker en kortslutning. En brand i et elbilbatteri kan producere ekstreme temperaturer op til omkring 1000°C, og når først et batteri er antændt, kan branden sprede sig hurtigt.
I Danmark bliver der ligesom i vores nabolande arbejdet på at få et grundigt overblik over brandårsagerne – og også at få en så nuanceret viden som overhovedet muligt. Man ved også, at det langt fra er hver gang, at branden breder sig til højvoltsbatteriet.
Når man skal slukke en brand i et bilbatteri, vil man normalt forsøge enten at køle batteriet ned og derved slukke branden eller lade bilen brænde ud. Når man vælger at slukke branden/køle batteriet ned, er der udviklet en særlig container, som nogle beredskaber anvender, hvor man ’pakker’ bilen ind i containeren for derefter at pumpe en masse vand over det brændende batteri.
Når det kommer til håndtering/bekæmpelse af brande i elbiler, vil der sikkert også dukke nye fremgangsmåder op. Da de første brande i brændstofbiler opstod, var der helt sikkert også en lærings- og udviklingskurve, som førte til den måde, vi bekæmper disse brande på i dag.
Mere generelt
Ser vi på det helt generelt, er elbiler ikke farligere end benzin- eller dieselbiler. De gennemgår (også) omfattende sikkerhedstests og skal leve op til krævende standarder – netop for at opfylde høje sikkerhedskrav. Og det handler naturligvis ikke kun om at forhindre, de bryder i brand, men om sikkerheden i det hele taget.
Elbiler er stort set lydløse, hvilket kan være en sikkerhedsbekymring for fodgængere. Nogle elbiler er derfor udstyret med systemer, der genererer lyde ved lave hastigheder for at advare fodgængere om bilens tilstedeværelse.
Batteriets placering giver ofte elbiler et lavt tyngdepunkt. Dette kan forbedre stabiliteten og mindske risikoen for at vælte under en kollision. Samtidig har elbiler - ligesom andre typer biler - avancerede sikkerhedsfunktioner og kollisionsbeskyttelse. Både for at beskytte passagerer/omgivelser og minimere risikoen for en ulykke eller brand.
Konklusion
En eventuel bekymring for en forhøjet brandfare bør ikke længere stå i vejen for at vælge elbilen fremfor benzin-/dieselbilen. Tværtimod.