Boom i antallet af lynladere: Mere end fordoblet på ét år

Stigningen i antal ladepunkter har det seneste år været større end stigningen af antal elbiler og plugin hybridbiler. Antallet af lynladestationer er også for opadgående og er mere end fordoblet fra sept. ’22 til sept. ’23.

17-10-2023

Vi har været inde på det tidligere – at der er godt gang i udbredelsen af nye ladestandere i Danmark. Pr. april 2023 blev der optalt hele 11.100 tilgængelige ladestik, og stigningen i antal ladepunkter det seneste år var større end stigningen af antal elbiler og plugin hybridbiler.

Også antallet af lynladere er for opadgående, og der er nu 1.360 ladepunkter mod 674 for et år siden. Fra september 2022 til september 2023 er antallet af lynladepunkter altså netop mere end fordoblet.  

Det samlede antal ladepunkter er dermed oppe på 14.873 ved udgangen af september 2023. Sammenlignet med samme tidspunkt sidste år, hvor der var 7.829 ladepunkter, betyder det, at der har været en stigning på 90% - og altså vel at mærke kun på ét år.

Regner man det om og sammenholder det med antallet af elbiler, betyder det, at 11,4 elbiler skulle deles om hvert ladepunkt. I september 2022 var det tilsvarende tal på 12,7 biler, hvilket er en klar forbedring, og det burde derfor også være blevet nemmere at finde en ledig stander. Det er dog ikke desto mindre en lille tilbagegang i forhold til august 2023, hvor det kun var 11,1 biler pr. offentligt ladepunkt.

(Kilde: De Danske Bilimportører og bilstatistik.dk)

Danmarks største lynladestation

Ved Kolding Storcenter har Tesla netop opført flere lynladere. Det betyder, at centret nu huser ikke alene Danmarks største lynladestation, men det er også en af de største i Europa. Alle laderne kan levere op til 250 kW.

Ganske kort om lynladeren

En lynlader har typisk en effekt på op mellem 100 og 350 kW, og du finder dem placeret ved trafikale knudepunkter, på tankstationer og langs motorvejene. Når du lader derhjemme, sker det til sammenligning typisk med 11 kW (eller 22 kW).

Lynladere leverer jævnstrøm direkte til bilens batteri og kaldes også for DC-opladning (Direct Current). Det muliggør den større ladeeffekt og dermed, at du kan lade hurtigere.

Jævnstrøm er den type strøm, der generelt skal bruges til opladningen. Når du lader fra din ladeboks derhjemme, vil vekselstrømmen fra stikkontakten derfor blive omformet, så den kan lagres på batteriet (AC-opladning). Derfor er bilen udstyret med en såkaldt On Board Charger (OBC) til at sørge for dette.

Ikke alle biler understøtter DC-opladningen, så det er vigtigt altid at undersøge din bils specifikationer og følge anbefalingerne fra producenten.

Læs også: AC- vs. DC-opladning: Hvad er forskellen?

Kontakt os i dag og lad os starte dialogen