Vejen er banet for, at fjernvarmen afløser gas på op til 1.000 adresser i Randers

Godkendelse af projektplan giver nu mulighed for at etablere grøn fjernvarme i op til 1.000 adresser i Over Hornbæk ved Randers. Verdo ser det som en del af sit samfundsansvar at bidrage til grøn omstilling i lokalområdet ved at konvertere naturgas- og oliefyr til grøn fjernvarme.

28-04-2021

Pressemeddelelse, april 2021

Godkendelse af projektplan giver nu mulighed for at etablere grøn fjernvarme i op til 1.000 adresser i Over Hornbæk ved Randers. Verdo ser det som en del af sit samfundsansvar at bidrage til grøn omstilling i lokalområdet ved at konvertere naturgas- og oliefyr til grøn fjernvarme.

De første boligejere kan blive tilsluttet allerede i år. Et virtuelt borgermøde giver boligejerne mulighed for dialog om konvertering til fjernvarme.

Som en del af Klimaaftalen besluttede regeringen, at gas- og oliefyr udfases senest i 2030 som et led i en reduktion af CO2-udslippet og bidrage til målet om 70 % reduktion. Dermed blev der sat gang i en bølge af konverteringer i den danske varmeforsyning, og ca. 49.000 boligejere med gasfyr forventes i de kommende to år at konvertere til en anden opvarmningsform.

Hos Verdo har man brugt de seneste måneder på at undersøge mulighederne for at understøtte den grønne omstilling fra naturgas til fjernvarme i lokalområdet. 

 

Kollektive løsning er populær

En ny undersøgelse fra det statsejede gasnetselskab Evida og Energistyrelsen viser, at fjernvarme er det foretrukne valg at konvertere til i de områder, hvor fjernvarmen er tilgængelig.

Randers Kommune har netop godkendt projektplanen for konvertering til fjernvarme. Det betyder, at ca. 1.000 adresser i Over Hornbæk bliver det første område som led i konverteringen, hvor Verdo tilbyder grøn fjernvarme som afløser for gas og oliefyret.

”Flertallet vælger fjernvarmen, når den er tilgængelig, og derfor er vi rigtig glade for, at projektplanen er godkendt. Nu begynder arbejdet med at realisere fjernvarmen i de områder, hvor vi allerede har mærket stor interesse på forhånd. Både for os og for boligejere gælder det nu om at samle så stor tilslutning som mulig,” siger Karsten Randrup, varmeforsyningschef i Verdo.

 

Billig tilslutning nu

Verdo har modtaget mange positive tilkendegivelser fra områdets boligejere og intensiverer nu arbejdet med at sikre, at boligejere kan tilsluttes fjernvarme så hurtigt som muligt.

Som en del af Klimaaftalen har Energistyrelsen afsat midler til at konvertere naturgas til fjernvarme. Tilskuddet gør tilslutningen til fjernvarme billigere lige nu, ligesom det i en periode også er gratis at blive frakoblet gasnettet. Endelige er arbejdet med tilslutning af fjernvarme omfattet af håndværkerfradrag.

”Vi har lave varmepriser og lav tilslutningsafgift, så der er en enestående mulighed for at få fjernvarme lige nu. Udover at varmen er billig, så er der intet vedligehold ved at modtage varmen, og man bidrager til et bedre klima,” siger Karsten Randrup.

Ifølge Verdo’s beregninger sparer en gennemsnits husstand ca. 3,8 tons CO2 om året ved at konvertere fra gasfyr til fjernvarme produceret på certificeret biomasse.

 

Virtuelt borgermøde

For at økonomien i projektet hænger sammen, kræver det, at ca. 30% af beboerne i området tilmelder sig, inden gravearbejdet begynder. Som udgangspunkt vil de gader og veje med størst tilmeldingsprocent blive tilsluttet først.

”Når tilkendegivelserne bliver til en tilmelding, er vi klar til at gå i jorden. Vi håber at begynde den første del allerede i løbet af andet halvår,” siger Karsten Randrup.

Investeringen i en ny varmekilde er en stor beslutning for nogle boligejere, og derfor inviterer Verdo til et borgermøde. Interesserede har mulighed for at blive klogere på fjernvarme og få svar på spørgsmål om økonomi og planlægning, så de har det bedste grundlag for at træffe deres valg. Mødet er virtuelt og tilmelding vil fremgå af Verdo’s hjemmeside.

 

Fakta

 

For mere information kontakt

Seneste Verdo-nyheder