Hvad er CO2-kvoter? 

14-12-2023

En CO2-kvote repræsenterer en udledning af ét ton CO2. Kvoteordningen, som er etableret af EU, har til formål at nedbringe udledningen af drivhusgasser. Men hvad gemmer sig egentlig bag udtrykket? Læs med her, hvor vi går begreberne igennem.

Udtrykket ’CO2-kvoter’ hører du ofte i nyhederne, og det indgår i mange samtaler og debatter om klimaet. Men hvad er disse kvoter, og hvordan spiller de en rolle i kampen mod klimaforandringer?

Lad os gå begreberne igennem

CO2 er den kemiske betegnelse for kuldioxid, og det er en gasart, som hverken kan lugtes eller ses. Den er menneskeskabt – men den findes også naturligt i atmosfæren.

Den menneskeskabte CO2 dannes primært, når der bliver afbrændt fossile brændstoffer. Den naturlige CO2 bliver for eksempel udledt, når du trækker vejret (ånder ud), og når organisk materiale bliver nedbrudt.

CO2 er nødvendigt for, at vores økosystem fungerer. Planter og træer bruger CO2 for at gro, og derved omdanner de CO2 til ilt. I sig selv er CO2 ikke et problem, men det kan blive det, hvis der er for meget. Selvom man som oftest nævner CO2 i forbindelse med klimaforandringer og den globale opvarmning, er der også andre luftarter, der bidrager til drivhuseffekten. Samlet bliver de kaldt drivhusgasser.

De forskellige drivhusgasser påvirker den globale opvarmning forskelligt. For at kunne sammenligne dem, omregner man dem derfor til CO2-ækvivalenter, så man kan se på, hvor meget udledningen af en bestemt type drivhusgas svarer til i CO2.

Ordningen er etableret af EU, og den har til formål at begrænse og nedbringe udledningen af drivhusgasser.

Fakta om CO2-kvotesystemet

EU har haft et CO2-kvotesystem siden 2005, som har udviklet sig gennem flere ’faser.’ Den nuværende fase, der løber fra 2021 til 2030, er den fjerde i rækken.

Systemet overvåger mere end 12.000 europæiske virksomheder. Det drejer sig for eksempel om kraftværker, der producerer el og varme, store energikrævende industrier samt flyselskaber. Systemet dækker i dag omkring 40% af EU's samlede udledninger af drivhusgasser.

En CO2-kvote repræsenterer en udledning af ét ton CO2. Virksomhederne skal ’lukke’ deres kvoter i overensstemmelse med deres udledninger. Afhængig af branchen tildeler systemet virksomhederne en vis mængde gratis-kvoter hvert år baseret på deres tidligere niveau for udledningerne. De resterende kvoter skal købes på markedet.

År for år bliver der udstedt færre kvoter for at ’presse’ virksomhederne til at nedbringe deres udledning.

Her er nogle vigtige punkter om CO2-kvoter:

Emissionshandelssystemer

CO2-kvoter er en central komponent af emissionshandelssystemer, der skal bidrage til at nedbringe udledningen af drivhusgasser. En CO2-kvote er en slags tilladelse, eller du kunne kalde det en rettighed, til at udlede en fastsat mængde CO2 eller andre drivhusgasser. Regeringer fastsætter et samlet loft for CO2-udledningen inden for en given periode og tildeler kvoter til virksomheder og industrier.

Køb og salg

Virksomhederne kan købe og sælge CO2-kvoter på det åbne marked. Hvis en virksomhed formår at reducere sine udledninger (emissioner) under sin tildelte kvote, kan den sælge overskydende kvoter til andre virksomheder, der overskrider deres tildelte kvote. Dermed opstår der et marked for CO2-kvoter, hvor udbud og efterspørgsel kommer til at bestemme prisen. Dette skaber økonomiske incitamenter for at reducere udledningerne.

Sanktioner

Hvis en virksomhed ikke formår at overholde sine tildelte kvoter eller overtræder lovgivningens bestemmelser, kan den blive pålagt bøder/sanktioner (læs mere hos Energistyrelsen her).

Formål

Emissionshandelssystemer har til formål at hjælpe lande/regioner med at nå deres klimamål i overensstemmelse med de internationale aftaler. CO2-kvoteordningen skal nedbringe CO2-udledningen i de lande, som ordningen dækker og give virksomheder ’skub’ til at investere i mere bæredygtige produktionsmetoder og teknologier. Dette hjælper med at mindske den samlede mængde drivhusgasser, der frigives i atmosfæren, og dermed bidrage til at bekæmpe klimaændringer.

Læs også: Hvad påvirker prisen på CO2-kvoter? Og hvordan påvirker de elprisen? 

 

Hvilken elaftale passer bedst til dig?

Udforsk Verdos elaftale-test og find den perfekte elaftale, der matcher dit behov! Denne quiz afdækker dine elaftale behov og giver dig en skræddersyet el-løsning.

 

Ideel for alle, der ønsker en personlig anbefaling til deres elbehov.

 

Tag testen nu og se, hvilken løsning der bedst opfylder dine krav!