Hvilken effekt har det, når du ændrer dit energiforbrug?
Selv små ændringer i dit energiforbrug kan have en betydelig indvirkning på din elregning og for miljøet. Men hvor stor en effekt har det, når du ændrer dine vaner? Her giver vi dig nogle tommelfingerregler for forskellige indsatser.
De stigende energipriser de senere år i kombination med de vejrmæssige forandringer over hele kloden, har måske sendt dit blik i retningen af, hvor du kan spare på dit energiforbrug. Og du har formodentlig ændret nogle af dine vaner.
Nedenfor giver vi dig et overblik over den effekt, som udvalgte ændringer kan give, men lad os først gå nogle begreber og gennemsnitstal igennem.
Hvad betyder kWh?
kWh står for kilowatt hour, kilowatt-time. Strøm måles i watt (W) og er et udtryk for strømmens effekt. En kW angiver 1000 W.
kW er en effektangivelse, hvorimod kWh er en mængdeangivelse, som anvendes til at måle elforbruget.
Hvor mange kWh bruger vi typisk?
Det gennemsnitlige elforbrug i en dansk husstand varierer og er afhængig af flere faktorer, herunder boligtype, husstandsstørrelse og opvarmningsmetode. Antallet af elektriske apparater i hjemmet spiller også en afgørende rolle i det samlede elforbrug. De største strømslugere er hårde hvidevarer og elektronik som TV og computer.
Ifølge Energistyrelsen bruger vi ca. 1.600 kWh pr. person om året, men det er naturligvis et gennemsnitstal, der dækker over store udsving. En gennemsnitsfamilie med to voksne og to børn i et 150 m2 stort hus bruger ca. 4.500 kWh om året.
Hvilken effekt får du?
- Når du afkorter 5 brusebade om ugen med 10 minutter hver gang, sparer du ca. 2.700 kr. om året.
- En almindelig bruser bruger 10-20 liter vand pr. minut. Bruger du i stedet en vandbesparende, der blander luft ind i vandstrålen, bruger du kun 6-10 liter pr. minut.
- Når du lukker for vandet, mens du børster tænder, sparer du ca. 19 liter vand. Det svarer til ca. 13.800 liter om året.
- Når du sænker temperaturen med 1 °C i hele huset, kan du spare 5% på varmeregningen.
- 10-15% af en husstands elforbrug kommer typisk fra apparater på standby.
- Fryseren bruger typisk ca. 20% mere energi, hvis der er 2 mm rim i den.
- Når du koger kartofler, æg og andet i 1-2 dl vand i stedet for at fylde gryden op, reducerer du elforbruget med 30%.
- En LED-pære bruger kun 25% af den strøm, en glødepære bruger, og den holder 10-15 gange længere.
- En familie bruger i gennemsnit tørretumbleren omkring 100 gange om året. Det svarer til ca. 250 kWh i alt. Når du bruger tumbleren bare én gang mindre om ugen, sparer du ca. 130 kWh om året.
- Når du indstiller opvaskemaskinen på et program på 50/55 °C, bruger du 10-20% mindre strøm, end hvis du havde valgt en opvask ved 65 °C.
- Hårde hvidevarer står for over 30% af hjemmets samlede el-forbrug. Så tjek energimærket og skift evt. til nyere og bedre varianter.
- Når du sætter hastigheden ned fra 130 til 110 km/t på motorvejen, sparer du op til 20% forbrug.
Sundheden er vigtig, så husk derfor altid
- Luk ikke friskluftsventilerne i dine vinduer permanent, da det vil øge luftfugtigheden og resultere i et dårligere indeklima.
- Luft ud 5-10 minutter med fuld gennemtræk 2-3 gange om dagen.
- Generelt kan du gå ned til en indetemperatur på 18 °C. Derunder skaber det kondens med risiko for skimmelsvamp.
- Hvis du konstant har forskellige temperaturer i forskellige rum, må forskellen ikke være mere end 3 °C.
- Sover du for åbent vindue om vinteren, så luk det når du står op og åben først igen, når du går i seng. På den måde holder du vægge, gulve og lofter lune og tørre og undgår risikoen for skimmelsvamp.
- Hold temperaturen i varmtvandsbeholderen på 55 °C. Det vil typisk svare til, at vandet er ca. 50 °C, når det kommer ud af hanen. En lavere temperatur øger risikoen for udvikling af legionellabakterier.
- Det kolde vand bør være under 12 °C, når du tapper det fra hanen.
Vær altid opmærksom på hvad der er forsvarligt og hold et vågent øje med, hvordan din bolig reagerer, når du skruer ned for varmen.
Læs også: En negativ elpris? Hvordan hænger det nu sammen?
Hvilken elaftale passer bedst til dig?
Udforsk Verdos elaftale-test og find den perfekte elaftale, der matcher dit behov! Denne quiz afdækker dine elaftale behov og giver dig en skræddersyet el-løsning.
Ideel for alle, der ønsker en personlig anbefaling til deres elbehov.
Tag testen nu og se, hvilken løsning der bedst opfylder dine krav!