Verdo's historie

150 år med udvikling af forsyningen af el, vand og varme

150 års historie med Verdo

Verdo opstod ud af samfundets behov for rent drikkevand og energi, og historien går helt tilbage til 1874, hvor Randers Kommune etablerede Oust Mølle Vandværk.

Oust Mølle-bæk havde på det tidspunkt forsynet Randrusianerne med frisk vand igennem flere hundrede år, men udviklingen krævede en mere stabil og sikker vandforsyning af frisk drikkevand til borgerne i Randers, og det førte til etableringen af et af landets første vandværker.

Randers Elværk kom til den 31. august 1906, da to dieselmotorer blev sat i drift på det nybyggede elektricitetsværk på Mariagervej. Dermed var grundlaget lagt for strøm i gadelygterne og lys i borgernes hjem. 

Samtidig gav den overskydende varme fra strømproduktionen nye muligheder, og i 1931 begynder man at udnytte dette ved at sende den overskydende varme videre ud til de første 30 kunder via et 1,8 km langt fjernvarmenet.  

Forsyningen af el, vand og varme var en realitet. Siden blev Randers Kraftvarmeværk bygget, og frem til i dag har forsyningen været i konstant udvikling for at leve op til tidens krav og sikre borgerne en tryg hverdag med såvel forsyningsmæssig som økonomisk stabilitet. 

I dag driver Verdo både politisk reguleret forsyning og kommerciel forretning indenfor energi, og igennem de seneste år har behovet for grøn omstilling spillet en stadig større faktor i udviklingen af koncernen.

Nedenfor kan du se mere om vandforsyningens, elværkets og kraftvarmeværkets historie.

VAND: Da morgenturen til brønden blev erstattet med en vandhane

Det var en mindre revolution, da borgerne i Randers i 1874 for første gang kunne åbne for vandhanen i deres eget hjem. Med ét var det slut med trængslen ved de offentlige brønde i byen, når der skulle bruges vand til morgentoilette og morgenmad. Nu kom vandet i stedet fra det nye Oust Mølle Vandværk.

Vandforsyningen i Randers var en af de første i Danmark. Enkelte andre byer som København, Odense og Aalborg havde etableret vandværker, men erfaringerne var endnu sparsomme, og det var svært at finde ud af, hvor vandet skulle komme fra, og hvordan det skulle transporteres ind i de randrusianske hjem.

 
Oust Mølle Vandværks bygninger i 1874. Foto Randers Stadsarkiv.

Var der overhovedet nok vand ved Oust Mølle? Indbyggertallet i Randers havde trods alt lige rundet 11.000 indbyggere. Og måske var det faktisk bedre med vand fra Gudenåen? Der blevet lavet utallige undersøgelser, men efter årtiers tilløb endte byrådet med at beslutte, at der skulle etableres et vandværk ved Oust Mølledam. Det skyldtes ikke mindst vandets fine kvalitet og de gode anbefalinger fra lægerne.

Dermed var vejen banet for byens første vandværk med hele seks drikkevandsboringer. Fra start var tilslutningen enorm med 701 af byens 771 ejendomme, der var tilmeldt vandforsyningen.


Vandværkets maskinanlæg. Foto: Randers Stadsarkiv.

På vandværket blev vandet pumpet op med dampmaskiner, som var bemandet med en maskinmester og flere fyrbødere.

På de enkelte ejendomme blev drikkevandet leveret som en kommunal såkaldt ”hushane”. Her kunne ejendommenes beboere så hente vand til deres eget forbrug.


Vandpumpen ved Svane Apotek. Tegning: Randers Stadsarkiv.

Det var nye tider. Den daglige tur til vandpumperne ved Svane Apoteket og de andre offentlige brønde var blevet til historie. Få år senere blev brøndene lukket ned alt imens den nye vandforsyning udviklede sig og fortsatte med at sætte nye spor i bybilledet. For eksempel det Gamle Vandtårn på Hobrovej, som blev taget i brug i december 1905. Vandtårnet som i dag er taget ud af drift, kan stadig ses, når man kører langs landvejen i den nordlige del af byen.

 

Vand var der nok af, men så kom forureningen

Selvom udviklingen af Randers by flere gange har presset Oust Mølle til det yderste, blev bekymringerne, om der var vand nok, hver gang gjort til skamme.

I næsten 80 år stod Oust Mølle som byens store vandværk. Rundt omkring i landsbyerne piblede det frem med mindre vandværker, men det var først i 1960’erne og 70’erne, at de nye større vandværker i Bunkedal, Østrup Skov og Vilstrup kom til.

Det var også på det tidspunkt, at Oust Mølle første gang blev ramt af forurening. Det førte til lukning af de oprindelige boringer, og åbning af 10 nye boringer, som grundvandet den dag i dag hentes op fra.

Så længe det varer. For selvom drikkevandet i dag lever op til alle kvalitetskravene, viser undersøgelser, at der vil blive udfordringer med kvaliteten på den lange bane. Det skyldes dels baggrundsforureningen fra byen, der i årenes løb er vokset, og dels brugen af pesticider og nitrat i det konventionelle landbrug.

Verdo, der driver vandværket, er derfor i gang med at finde nye kilder til indvinding af vand, så det bliver muligt at lave en kontrolleret flytning og udfase Oust Mølle i tide. Dermed vil det gamle vandværk, hvor en ny æra begyndte for 150 år siden, snart selv være historie, - men det vil altid blive husket for at have leveret noget af det bedste vand i den fineste kvalitet i Danmark.


Det Gamle Vandtårn ved Hobrovej som postkort. Foto: Randers Stadsarkiv.

EL: Elværket på Mariagervej

Den 31. august klokken 20 blev to dieselmotorer med i alt 360 hestekræfter sat i drift til opladning af batteriet på det nybyggede, kommunale elektricitetsværk på Mariagervej i det centrale Randers.  
Motorerne genererer også varme, men det udnytter man ikke endnu.  

VARME: Randers Kraftvarmeværk

Et hurtigt klik på kontakten og et snuptag på termostaten, så har du både strøm på telefonen og varme i radiatoren. I 40 år har Randers Kraftvarmeværk med adresse på Kulholmsvej leveret fjernvarme og strøm til borgerne i Randers og omegn.

Her er nedslag i den snart 100 lange historie om varmeforsyningen i Randers. 

  • 1931 - Overskydende varme fra strømproduktionen udnyttes  

I slutningen af 1920’erne gør fjernvarmen for alvor sit indtog i Danmark, hvor Esbjerg, Aarhus og København bygger fjernvarmenet.
Også i Randers begynder man at udnytte den overskydende varme fra strømproduktionen på byens elværk. I 1931 får de første 30 kunder leveret varme via et 1,8 km langt fjernvarmenet. 

  • 1956 - 50-års jubilæum

Da Randers Elværk kan fejre sit 50-års jubilæum, er fjernvarmenettet vokset til 85 km ledningsnet og 1.263 kunder.

  • 1979 - Beslutning om nyt kraftvarmeværk på Randers Havn

Efter mere end 70 års drift er det gamle elværk slidt. Byrådet i Randers beslutter derfor at bygge et nyt kraftvarmeværk på havnen. Logistisk er det en rigtig god løsning, da man slipper for at transportere kul fra skibe i havnen de to km op til værket på Mariagervej.

  • 1982 - Indvielse af det nye kraftvarmeværk

Den 14. oktober bliver byens nye kraftvarmeværk på Kulholmsvej indviet. Værkets 127 m høje skorsten skal vise sig at blive et vartegn for Randers.

Det oprindelige svinghjul fra det gamle elværk bliver stillet op ved det nye værk med en mindeplade:
”Svinghjulet, der vejer ca. 65 tons, er fra en 6.000 hk B&W totakt dieselmotor, bygget 1931, med direkte koblet generator og dynamo med effekter på 4.000 kVA hhv. 2.000 KW ved 150 o/min. Med denne maskine blev fjernvarmen indført i Randers ved udnyttelse af spildvarmen fra motorens kølevand og røggassen. Dieselmotoren blev demonteret i 1975. Svinghjulet er opstillet i 1982 ved indvielsen af kraftvarmeværket.” 

  • 1982 → - 24 timers bemanding af det kulfyrede værk

Værkets to kedler kører stabil drift udelukkende med kul, og anlægget bliver bemandet 24 timer i døgnet. En slaggevagt holder øje med aske/slagge-transporten, og to kedelpassere holder øje med kedlerne. Derudover er der to maskinmestre i kontrolrummet.  

  • 1994 - Udnyttelse af biogas fra kommunale lossepladser

Biogas fra to kommunale lossepladser, der blev lukket til i 1970’erne, bliver hentet op til jordens overflade. Via en rørledning til kraftvarmeværket omdannes gassen fra affaldets forrådnelsesproces til el og varme. Man anslog dengang, at det ville tage ca.15 år at trække gassen op. I dag – mere end 25 år senere – siver der fortsat gas op fra den gamle losseplads. De cirka 500.000 Nm3 gas giver varme til, hvad der svarer til omkring 200 parcelhuse hvert eneste år.  

  • 1995 - Kunde nummer 10.000 bliver tilmeldt fjernvarmen i Randers
  • 1998 - Kraftvarmeværket digitaliseres

Den digitale bølge skyller ind over kraftvarmeværket. De oprindelige håndbetjente pulte bliver udskiftet med computere og skærme, der skal betjenes med mus. Udskiftningen sker under drift og uden udfald. Først kedelanlæg, dernæst fællesanlæg, som er de støttesystemer, der skal til for at drive værket, kedler og turbine.   

  • 1999 - Afgifter på kul og olie forhøjes

Med den såkaldte ”Pinsepakke” justerer regeringen på flere skatter og afgifter. Blandt andet bliver den grønne afgift på kul og olie forhøjet. Det får energibranchen til at gøre sig de første tanker om biomasse.

  • 2000 - Randers Kommunale Værker bliver til Energi Randers Produktion A/S

Efter en national liberalisering af energisektoren bliver Randers Kommunale Værker delt op i selvstændige, private selskaber. Varme- og elproduktionen fra kraftvarmeværket hører nu til i selskabet Energi Randers Produktion A/S.  

  • 2000 - Afsvovlningsanlæg installeres på kraftvarmeværket

På baggrund af et politisk ønske om at minimere udledningen af svovl bliver der installeret et afsvovlningsanlæg på kraftvarmeværket. Anlægget tager svovl ud af røggassen og omdanner det til gips, som bliver brugt til produktion af gipsplader.  

  • 2002 - Nyt indføringsanlæg håndterer kød- og benmel  

Creutzfeldt-Jakobs Sygdom – også kendt som kogalskab – rammer dansk landbrug. På grund af sygdommen kan virksomheden Daka ikke bruge døde landbrugsdyr til deres produktion af kød- og benmel. Daka kontakter kraftvarmeværket i Randers og spørger, om de ikke kan afbrænde de store lagre af kød- og benmel, som hober sig op. Værket siger ”Ja tak” og bygger et nyt indføringsanlæg til at håndtere melet.  

  • 2003-2007 - Test af alternativ biomasse – granulat fra sheanødder en succes

Kogalskaben bliver tæmmet, og Daka kan atter afsætte kød- og benmel. Men kraftvarmeværket står med en tomt anlæg. Derfor begynder man at undersøge flere typer biomasse som eksempelvis olivenkerner og andre biologiske restprodukter. Værket får stor succes med afbrænding af granulat fra sheanødder, som er et restprodukt fra fødevare- og kosmetikproduktion.  

  • 2007 - Beslutning om omlægning til 100 % biomasse 

Beslutningen om at ombygge værket til 100 % biomasse bliver taget, og arbejdet går i gang. Af biomassetype vælger man flis og tørre biomasseprodukter. Tanken er, at kul fremadrettet kun skal være et reserve-brændsel.  

  • 2008 - Kraftvarmeværket fyrer med 40 % biomasse og 60 % kul

  • 2009 - Ombygning af kraftvarmeværket er i fuld gang

Ombygningen står på, mens værket er i drift, og man må derfor ombygge ét kedelanlæg ad gangen. En gummiged holder konstant klar på flispladsen til at ”fodre” anlægget med biomasse. Senere bliver der bygget en silo med plads til 1.000 tons flis, som anlægget selv trækker brændsel ud fra.
Ombygningen står færdig 1. februar, og som det første værk af sin størrelse i Danmark overgår Randers Kraftvarmeværk til at fyre med 100 % biomasse.

Omstillingen har optimeret virkningsgraden af anlægget med 15-20 %, og med installationen af en røggaskondensator, der udnytter røggassen, ligger virkningsgraden i dag på over 100 %.  

I dag har vi reduceret CO2- udledningen med 99,7 % i forhold til tiden, hvor vi fyrede med 100 % kul. 

  • 2010 - Energi Randers bliver til Verdo

Ved årsskiftet 2009/2010 skifter Energi Randers navn til Verdo, som betyder ”grønlig”.  

  • 2010 - Ny styring i turbinen 

Værkets turbine får ny styring, så det kan deltage i frekvensreguleringsmarkedet. Dermed er turbinen med til at stabilisere spændingen i hele Danmarks elnet.

  • 2010 - Kraftvarmeværket med et røggaskondenseringssystem 

Værket får installeret et røggaskondenseringssystem. Træflis indeholder meget vand, som fordamper under forbrænding i anlægget og ryger direkte ud af skorstenen. Kondenseringssystemet tager varmen ud af det fordampede vand og sikrer dermed en bedre virkningsgrad af anlægget.

  • 2013 - Ni nye fjernvarmepumper kommer til

Værket bliver opgraderet med ni nye fjernvarmepumper på 200-500 kW stykket. Som noget nyt har pumperne frekvensomformere, så motorhastigheden automatisk kan styres fra værkets centrale kontrolrum.  

  • 2016 - En del af ny brancheaftale om bæredygtig biomasse

Verdo tiltræder energibranchens fælles brancheaftale, der sikrer bæredygtighed i biomasse.

  • 2016 - Ny styring af oliekedlerne

De seks oliekedler på værket får ny styring, som sikrer, at de kan fjernstartes fra kontrolrummet. To af kedlerne kan køre på bioolie fra planter i stedet for på gasolie.

  • 2017 - Varmepumpe udnytter spildvarmen

For at udnytte spildvarme får værket en varmepumpe, der kører på ammoniak. Pumpen optimerer virkningsgraden på værket ved at udnytte spildvarmen fra afkøling af interne maskinanlæg. Varmen bliver sendt ind på fjernvarmenettet i stedet for at blive blæst væk over taget på værket.

  • 2018 - Optimering af værkets rørsystem

En række forandringer på værkets rørsystem sikrer en lav returtemperatur på fjernvarmevandet. Det giver en bedre udnyttelse af røggaskondenseringen og dermed en højere virkningsgrad på anlægget samlet set.

  • 2018 - Kraftvarmeværket fyrer med 99,7 % biomasse og blot 0,3 % kul

  • 2020 - Tankanlæg minimerer NOx-udledningen

For at minimere udledningen af NOx-partikler bliver værket udbygget med et tankanlæg til ammoniakvand. Ved at sprøjte ammoniakvand ind i forbrændingen kan man reducere kvælstof (NOx) i røggassen. Metoden kaldes DeNOx.

  • 2020 - 36.000 hjem og virksomheder får varme fra Verdo

Verdo’s transmissionsledning i og omkring Randers by er 11 km, og hovedledningen er 290 km. Stikledningen strækker sig over 214 km. Via 12.700 målere forsyner Verdo omkring 36.000 hjem og virksomheder med grøn fjernvarme fra kraftvarmeværkets afbrænding af biomasse. Værkets årlige varmedistribution er 439.000 MWh.

  • 2020 - (2036) - Placering af et nyt kraftvarmeværk

Randers Kommune ønsker at udvikle Randers by med Flodbyen på arealerne ved havnen. Kommunen og Verdo har derfor underskrevet en hensigtserklæring om afvikling af Randers Kraftvarmeværk senest 2036.

Verdo arbejder i dag på at etablere hele den energiforsyning med alle de nye anlæg, der skal erstatte det gamle kraftvarmeværk. Det nye energisystem vil i modsætning til kraftvarmeværket blive decentralt og bestå af flere mindre anlæg, som er egnede til at udnytte for forskellige former for vedvarende energi på de tidspunkter, hvor de yder bedst og er billigst.