Verdo styrker sin position på brændselsmarkedet

17-12-2018

Pressemeddelelse, december 2018

Aktiviteterne fra træpille-distributøren Ole Tietze ApS bliver ved årsskiftet overtaget af Verdo, som hermed styrker sin position på det sjællandske marked.

Verdo har købt aktiviteterne hos den sjællandske distributør af træpiller, Ole Tietze ApS, som er beliggende på Næstved Havn. Med handlen bliver Verdo førende på det danske marked. 

“Vi har været på udkig efter et strategisk opkøb, så vi kan vækste på det sjællandske marked, og det er lykkes med overtagelsen af aktiviteterne i Ole Tietze ApS. Virksomheden har fulgt med udviklingen i markedet i de seneste år, og vi ønsker at videreføre den eksisterende sunde forretning og styrke vores position på det danske træpille-marked.”
 

Ejer bliver daglig leder
Ole Tietze ApS har udviklet sig til at blive en af Sjællands største træpille-distributører. Stifter Ole Tietze fortsætter som daglig leder af træpille-virksomheden, som han har drevet i mere end 25 år.

”Jeg er ved at nå en alder, hvor jeg skulle overveje, hvad der skulle ske med min virksomhed. Derfor er jeg glad for, at virksomheden er blevet fremtidssikret hos Verdo, og jeg ser frem til at dele min viden og erfaring med Verdo i de kommende år,” siger Ole Tietze.
Overtagelsen træder i kraft ved årsskiftet.

Fakta

Ole Tietze ApS har hjemme på Næstved Havn. Virksomheden importerer, opsækker og distribuerer træpiller på det sjællandske marked. Verdo er en energikoncern med hovedsæde i Randers og kontorer i Nordeuropa, Mellemøsten og USA. Kerneaktiviteter er grøn energiproduktion, handel med brændsler, teknisk infrastruktur og effektiv forsyning. De 500 medarbejdere skaber en årlig omsætning på 2,4 mia. DKK.

Seneste nyheder fra Verdo