Verdo opkøber ladeoperatøren HomeCharge

Verdo har opkøbt og overtaget ladeoperatøren HomeCharge A/S og dermed overtaget hele kundeporteføljen, hvilket styrker Verdo’s position på det danske marked for ladestandere.

06-01-2025

Opkøbet er sket igennem Verdo’s underselskab Verdo Go Green, hvor salgs- og kundechef Henrik Bach Pedersen er øverste ansvarlig. Han ser store fordele ved den markante styrkelse af Verdo’s status som ladeoperatør.

”Opkøbet betyder, at vi mere end fordobler vores størrelse og bliver meget større i Østdanmark, end vi er i dag. Samtidig bliver vi markant styrket på boligforeninger, som HomeCharge har mange af – foruden privatkunder, selvfølgelig. Så deres kundeportefølje passer perfekt ind hos os. Langt henad vejen er det rent plug-and-play,” siger Henrik Bach Pedersen og tilføjer, at skiftet fra HomeCharge til Verdo vil være fuldstændig gnidningsfrit for de tidligere HomeCharge-kunder. Til gengæld kan de se frem til at få et endnu bedre værditilbud hos Verdo end det, de har været vant til – med fordele som eksempelvis et billigere abonnement og fuld refusion.

Salgs- og kundechefen ser opkøbet af HomeCharge som en naturlig del af den konsolidering af ladeoperatør-markedet, som er i fuld gang, og som han mener vil accelerere yderligere de kommende år.

”HomeCharge er en veldrevet virksomhed, som har lavet pæne resultater, men det er klart, at branchen står overfor en fremtid, som kræver et stort kapitalberedskab, når konsolideringen for alvor tager fart. Derfor var tidspunktet rigtigt for os, for i Verdo vil vi meget gerne konsolidere – og gerne gennem flere opkøb,” siger Henrik Bach Pedersen.

Mange kunder ønsker mindre spillere med større fleksibilitet

Flere af Verdo’s større konkurrenter på markedet for opladning af elbiler har lukkede løsninger, hvor kunderne ikke bare kan skifte udbyder, men også bliver nødt til at skifte boks. Sådan forholder det sig ikke hos Verdo.

”Hos os har kunderne frihed til at vælge. Hvis du ønsker at skifte til os, kan du gøre det enkelt og nemt uden at skulle skifte din boks. Vi prioriterer fleksibilitet og fuld valgfrihed, fordi det er det rigtige for forbrugerne", siger salgs- og kundechefen i Verdo Go Green.

Om HomeCharge

HomeCharge A/S, etableret i 2019, er en ledende dansk udbyder af ladeløsninger til elbiler med særlig ekspertise inden for boligforeninger. Virksomheden er kendt for sin innovative tilgang til opladning gennem høj kundeservice, automatisering og fleksible omkostningsmodeller. I 2023 blev HomeCharge vurderet som den næststørste ladeoperatør til boligforeninger i Danmark af Konkurrencestyrelsen. Virksomheden har desuden markeret sig som en af branchens få profitable aktører og blev i 2022 kåret som Europas bedste Easee-partner. HomeCharge har bygget en stærk platform, der inkluderer installation, drift og support, og har gennem årene opnået en solid kundebase og et stærkt brand.

Seneste Verdo-nyheder