Verdo køber gadelys af Eniig
Eniig sælger sine aktiviteter inden for gadelys til Verdo, som med købet fordobler sine gadelys-forretninger og bliver en af landets største aktører.
Eniig sælger sine aktiviteter inden for gadelys til Verdo, som med købet fordobler sine gadelys-forretninger og bliver en af landets største aktører.
Energikoncernerne Eniig og Verdo er blevet enige om en overdragelse af aktiviteter inden for gadelys. Aftalen omfatter drift og vedligehold af ca. 100.000 gadelysenheder i flere jyske kommuner samt ejerskabet af gadelysanlægget i Herning.
Eniig har igennem en række måneder søgt efter en køber til sin gadelysforretning, mens Verdo har været på udkig efter at konsolidere forretningsområdet. Derfor er aftalen et plus for begge energikoncerner.
“I Eniig er vi glade for at have fundet den rette køber til vores gadelys. Vi tog i foråret en strategisk beslutning om at fokusere intensivt på forretningsområderne elforsyning, fiberbredbånd og vedvarende energi. Samtidig vurderede vi, at vores gadelysforretning ikke havde den fornødne størrelse til at kunne bidrage til koncernens indtjening på et tilstrækkeligt højt niveau. Aftalen med Verdo betyder, at gadelysforretningen er fremtidssikret og at vores medarbejdere er i gode hænder,” udtaler administrerende direktør Martin Romvig fra Eniig.
Det er en rigtig god aftale for Verdo. Vi har stor erfaring med at drifte og vedligeholde gadelys, og med overtagelsen af Eniigs aktiviteter får vi det bedste fra to verdener – mere erfaring og flere enheder. Dermed sigter vi efter at blive landets mest kompetente gadelysforretning,”
Fordobler aktiviteter
Verdo drifter og vedligeholder i dag ca. 100.000 gadelysenheder, og med overtagelsen af Eniigs gadelys fordobler energikoncernen sine aktiviteter.
“Gadelys er et forretningsområde, vi gerne vil vækste på. Nu får vi en endnu stærkere platform til at vise, at kunderne får god service og effektive løsninger hos Verdo. Vi ser meget frem til samarbejdet med vores nye kunder,” siger divisionsdirektør med ansvar for teknisk infrastruktur i Verdo, Morten Birch.
Aftalen bliver nu sendt til behandling hos konkurrencestyrelsen, og parterne forventer, at aftalen træder i kraft ved årsskiftet.
Om Eniig
Eniig-koncernen beskæftiger sig med energi og digital kommunikation. Eniig er ejet af ca. 385.000 nord- og midtjyske andelshavere, og forretningsområderne dækker el- og varmeforsyning, fiberbredbånd, el- og gassalg, energibesparelser og vedvarende energi.
Om Verdo
Verdo er en energikoncern med hovedsæde i Randers og kontorer i Nordeuropa, Mellemøsten og USA. Kerneaktiviteter er grøn energiproduktion, handel med brændsler, teknisk infrastruktur, og effektiv forsyning. Verdo ‘s teknikforretning består af 150 medarbejdere, som løser entrepriser og opgaver inden for tekniske installationer, belysning og teknisk infrastruktur over hele landet.