Verdo i ny kampagne: Skrot dit gamle oliefyr og få halv pris på tilslutning til fjernvarme
Det går for langsomt med udfasningen af de gamle oliefyr i Herning-området. Det mener energikoncernen Verdo, der håber at kunne fyre op under den grønne omstilling med et tilbud, der skal gøre det nemt for husejerne at sige farvel til oliefyret.
Verdo har travlt. Rigtig travlt. Antallet af nye kunder, der bliver tilsluttet fjernvarmenettet, er de seneste år strøget i vejret med raketfart. Energikrisen og de voldsomme prisstigninger på gas har gjort den mere stabile fjernvarme attraktiv. Samtidig øger den globale opvarmning presset for hurtigt at få udfaset de fossile brændsler i energisektoren.
Alligevel vil Verdo gerne have mere fart på omstillingen i Herning. Det skyldes, at de fleste tilslutninger i dag i Herning-området er nytilslutninger fra nybyggede områder, forklarer divisionsdirektør hos Verdo Energi & Forsyning, Jesper Møller Larsen:
”Alle nye byggerier bliver i dag etableret med enten fjernvarme eller varmepumpe. Det er både økonomisk og miljømæssigt det eneste ansvarlige, men vi skal jo have alle de gamle oliefyr med, hvis vi skal i mål med den grønne omstilling, og her kan vi se, at vi lige nu har kapacitet i Herning til at hjælpe de husejere, der er klar til at slå til,” siger Jesper Møller Larsen.
Tilbuddet omfatter alle fritstående enfamilieshuse og rækkehuse i Herning Kommune, som i dag har en anden opvarmningskilde end fjernvarme. Det gælder også gasfyr og elvarme. Hvis man slår til inden 30. september, kan man blive tilsluttet fjernvarmenettet til halv pris. Prisen inkluderer 20 meter stikledning. Hvis der er behov for længere stikledninger, skal der betales normal meterpris af de ekstra meter.
Verdo understreger, at kampagnen er målrettet udfasning af olie i privatboliger i Herning. Nybyggede huse og erhvervsstik er således ikke omfattet af kampagnen.
”Vi ved, at der er mange boligejere, der gerne vil skifte de dyre fossile brændsler ud. Det her er et forsøg på at gøre det lidt nemmere at skifte til fjernvarme, og så håber vi, at det både kan hjælpe flere husejere til mere tryghed omkring varmeregningerne og samtidig bidrage til et skub i den grønne omstilling,” lyder det fra Verdo’s divisionsdirektør, Jesper Møller Larsen.
Verdo vurderer, at der er ca. 300 privatboliger, der er egnet til konvertering til fjernvarme indenfor selskabets forsyningsområde i Herning.
På landsplan er der stadig mere end 300.000 boliger, der skal omstilles fra olie og gas til grøn opvarmningskilde.