Verdo får ja til at sælge elnet
Byrådet i Randers Kommune godkender Verdo’s planer om at sælge elnettet i Randers og dermed kan handel med Eniig gennemføres.
Pressemeddelselse 29. april 2019
Byrådet i Randers Kommune godkender Verdo’s planer om at sælge elnettet i Randers og dermed kan handel med Eniig gennemføres.
Et flertal i Randers Byråd stemmer mandag aften for planerne om at sælge elnettet i Randers til energiselskabet Eniig.
Beslutningen vækker glæde hos Verdo.
”Bestyrelsen takker byrådet for opbakning til at sælge elnettet. Vi har fået mulighed for at forklare, hvorfor handlen skaber værdi for forbrugerne i Randers, Hobro og Hillerød, så vi er glade for, at flertallet i byrådet har lyttet til os.
En konsolidering af elnettet og fjernvarmenettet kommer til at gavne forbrugerne,” siger bestyrelsesformand i Verdo, Torben Høeg Bonde og fortsætter: ”Vi er til for forbrugerne, og vi er overbeviste om, at den forestående handel styrker vores muligheder for at tilbyde forbrugerne konkurrencedygtige priser - også fremadrettet.”
Godkendelsen betyder, at Verdo kan købe fjernvarmenettet i Herning. Dermed konsoliderer Verdo sig som en af landets førende til at levere fjernvarme.
Del af større handel
Elnettet i Randers indgår i en større handel, som Verdo og Eniig lancerede 1. april. Verdo sælger sine elnet i Randers, Hobro og Hillerød til Eniig, som til gengæld sælger sit fjernvarmenet i Herning til Verdo. I forrige uge godkendte repræsentantskaberne i Eniig og Verdo handlen.
Randers Kommune har dog haft en vedtægtssikret forkøbsret til at tilbagekøbe elnettet i Randers samt en vetoret til at afvise salget. Derfor skulle byrådet godkende salget – ellers ville handlen ikke blive realiseret.
Aftalen vedrører kun selve ledningsnettet, mens Verdo vil fortsætte med at handle med el.
”Aftalen vedrører alene ledningsnettet, det vil sige, de kabler og transformerstationer, vi transporterer strømmen i. Det er afgørende for os, at vores elkunder fortsat modtager strøm, elafregning og samlet faktura for el, vand og varme fra Verdo,” siger Torben Høeg Bonde.
Supplerende aktiviteter
Ud over at levere el, vand og varme har Verdo flere kommercielle aktiviteter, som supplerer forsyningspligten
på fjernvarme. Verdo er blandt andet en større leverandør af træflis og træpiller til kraftværkerne, udvikler af energianlæg, samt service- og driftspartner af anlæggene.
”Aftalen understøtter et samlet stærkt Verdo, hvor de forbrugerrettede aktiviteter på el, vand og varme understøtter vores kommercielle aktiviteter. Dermed sikrer vi, at alle vores kunder fremadrettet tilbydes konkurrencedygtige priser og løsninger,” siger Torben Høeg Bonde.
Konkurrencestyrelsen skal godkende handlen, før den realiseres.