Repræsentantskab stemmer for salg af elnet
Verdo’s repræsentantskab har fredag godkendt planerne om at sælge elnettene i Randers, Hobro og Hillerød til Eniig. Kunderne vil stadig modtage el fra Verdo som i dag.
Pressemeddelselse 26. april 2019
Verdo’s repræsentantskab har fredag godkendt planerne om at sælge elnettene i Randers, Hobro og Hillerød til Eniig. Kunderne vil stadig modtage el fra Verdo som i dag.
Et flertal i Verdo’s repræsentantskab besluttede fredag at støtte planerne om at sælge energiselskabets elnet i Randers, Hobro og Hillerød. 16 stemte for og 10 stemte imod, mens to stemte blankt.
Beslutningen vækker glæde hos Verdo:
”Bestyrelsen er glade for, at repræsentantskabet bakker op om bestyrelsens indstilling. Nu håber vi, at byrådet i Randers også vil bakke op om handlen. En konsolidering i branchen på elnet og fjernvarmenet er den fremtid, vi kigger ind i,” siger bestyrelsesformand i Verdo, Torben Høeg Bonde.
Verdo og Eniig lancerede 1. april 2019 sine planer om, at Eniig skulle overtage elnettene, mens Verdo skulle overtage Eniigs varmenet i Herning.
”I denne handel har det været vigtigt for os, at vores elkunder stadig vil modtage strøm, elafregning samt samlefaktura på el, vand og varme lige som i dag. Aftalen vedrører alene de kabler og transformerstationer, vi transporterer strømmen i,” siger Torben Høeg Bonde.
Eniigs repræsentantskab godkendte torsdag handlen, og da Verdo’s repræsentantskab nu også har godkendt planen, så er næste skridt byrådet i Randers.
”Verdo har lanceret en modig og fremsynet plan om at fokusere på fjernvarme. Vi er overbeviste om, at vi med købet af fjernvarmenettet i Herning får den størrelse, som giver de synergier, der skal til for at sikre, vi fortsat kan investere i den nyeste teknologi. Hermed sikrer vi den mest stabile varmeforsyning, en grøn fjernvarme og konkurrencedygtige priser,” siger Torben Høeg Bonde.
Byrådet i Randers Kommune behandler mandag den 29. april salg af elnet under byrådsmødet. Hvis byrådet accepterer salget, skal Konkurrencestyrelsen herefter godkende handlen, før den kan realiseres.