Randers: Verdo sænker varmepriserne igen
For anden gang i træk inden for det seneste år giver Verdo varmepriserne i Randers et nøk nedad. Dermed styrker den kronjyske energikoncern positionen som et af landets billigste fjernvarmeselskaber.
Mens flere af landets store fjernvarmeselskaber har meldt ud, at de hæver prisen, går Verdo den modsatte vej med de nye varmepriser, som træder i kraft fra 1. januar 2024.
I Randers falder prisen for en MWh fra 563,1 kr. til 522,2 kr. inkl. Moms. Det betyder, at varmeprisen for et såkaldt ’standardhus’, der er Energistyrelsens definition på et hus med et årsforbrug på 18.100 kWh (inkl. abonnement, bidrag og moms) falder fra 11.993 kr. 11.251 kr. om året. Altså en prisnedsættelse på 742 kr. om året.
”Jeg er glad for, at vi kan tilbyde så attraktive varmepriser. Ambitionen er at styrke forsyningsvirksomheden og sikre stabile priser, og i forhold til den langsigtede strategi står Verdo et godt sted. Vi vil fortsætte den udvikling med den omfattende omstilling, vi står overfor, så vi ikke alene sikrer en grøn og sikker energiforsyning, men også på den lange bane gør den stadig mere økonomisk attraktiv,” siger administrerende direktør Jakob Flyvbjerg Christensen.
Det er anden gang siden energikrisen, at Verdo sænker prisen. Udover at priserne på brændsel på det globale marked er faldet, er Verdo lykkes med at holde de generelle omkostningerne nede.
Samtidig fortsætter tilbageførslen af de gamle sager uændret.
I dag er der omkring 37.000 fjernvarmekunder i Randers. Antallet er kraftigt stigende i disse år, hvor hundredvis af boligejere i Over Hornbæk, Neder Hornbæk Stevnstrup, Romalt og Harridslev har fået mulighed for at skifte den klimabelastende naturgas ud med fjernvarme.
Samlet forsyner Verdo mere end 75.000 kunder med varme i Herning og Randers.