Debatter om fremtidens energi - få pointerne her

På årets Folkemøde inviterede vi endnu en gang sammen med Dansk Fjernvarme til paneldebatter om fremtidens energi. Her stillede vi paneldeltagerne spørgsmålene: ”Er fremtidens varme røgfri?” og ”Land sharing – hvor skal vi være?” Nedenfor får du de vigtigste pointer fra begge debatter.

01-07-2024

Debat 1: Er fremtidens varme røgfri?

- Ja, fremtidens varme har potentiale til at være stort set røgfri, men nok først om mange år. Sådan lød det fra Jesper Møller Larsen på Folkemødet, hvor Verdo og Dansk Fjernvarme havde inviteret til debat om brugen af biomasse og betydningen af samspillet mellem el og varme.

Til trods for at brugen af biomasse er steget konstant i 30 år i Danmark, forventer Jesper, at vi har set ”peak biomass”, og at kurven vil vende:

- Vi har haft forskellige æraer i energisektoren. Først kul og olie der dominerede, så naturgas, og nu i en periode biomasse. Det kommer til at ændre sig, for fremtidens energimiks vil være så bredt og stort, at man mange steder vil kunne undgå afbrænding, fortæller han.

Kia Marie Jerichau fra Energinet, som også deltog i debatten, formulerede det sådan her:

- Der vil stadig være et behov for biomasse en god rum tid endnu, fordi vi har behov for backup-kapacitet, der sikrer fleksibilitet i varmen sammen med elsystemet.

Både Torsten Hasforth fra Concito og Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet efterlyste under debatten afgifter til at understøtte omstillingen. Stine Leth Rasmussen fra Energistyrelsen tror dog ikke, at der er politisk appetit på at indføre en afgift på biomasse.

En anden problematik, som Brian Vad Mathiesen påpegede, er det prisloft, som lige nu bremser for en effektiv udnyttelse af overskudsvarmen.

Endnu engang tak for en spændende og højaktuel debat til Brian Vad Mathiesen, Professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, Stine Leth Rasmussen, Vicedirektør i Energistyrelsen, Torsten Hasforth, Cheføkonom analyseenheden, Concito, Jesper Møller Larsen, Divisionsdirektør Energi og Forsyning, Verdo og Kia Marie Jerichau, Senior Director for Fleksibilitet og Balancering, Energinet.

 

Debat 2: Hvor skal fremtidens energi være?

Sådan lød spørgsmålet, da Verdo i samarbejde med Dansk Fjernvarme afviklede paneldebat om Danmarks sparsomme areal.

Middelfarts borgmester, Johannes Lundsfryd Jensen, havde taget en række danmarkskort med, der illustrerede alle de planer, der er for vores samlede areal. Totalt set løber det op i 140% areal, hvis alle sektorer skal tilgodeses. Som han vittigt bemærkede, kræver det altså både Halland og Blekinge og mere til, med alt det vi vil i Danmark.

Derfor er der behov for at samtænke udnyttelsen af arealerne. Det er desværre langt fra så enkelt, som det kunne være.

Både Energinet, Green Power Denmark og Verdo gav eksempler på de lovgivningsmæssige benspænd, der bremser udviklingen af vedvarende energi på land – fx når der ikke kan opstilles vindmøller på samme arealer som produktionsskov, eller når kystbeskyttelseszonen umuliggør anlæg af VE-parker i hele landsdele.

Kristian Jensen slog fast, at det ikke er holdbart at blive ved med at bringe alting i spil. Derfor foreslår han en lyskryds-model, hvor Danmark bliver forhåndsinddelt i røde, gule og grønne zoner. Så ved man fra start, hvilke områder der ikke skal bruges tid på, og hvilke områder der skal arbejdes videre med. Det vil kunne sætte mere fart i udviklingen.

Jakob Flyvbjerg Christensen mindede om, at fjernvarmen er genial i samspillet med VE-anlæg, fordi varmenettet kan fungere som buffer. Det gør det muligt at hente energien fra vindmøller, når den er billig, og udnytte den til varme, når der er brug for dette.

Men da varmenettet ligger i byerne, kræver det, at borgerne er villige til at leve med fx vindmøller, som ikke ligger for langt væk. Eksempelvis i en produktionsskov eller på lignende arealer omkring byerne. Fordelen for forbrugerne er, at det i fremtiden kan være med til at holde varmepriserne nede.

I panelet var der i øvrigt stor enighed om, at det er vigtigt med områder, der er forbeholdt natur til biodiversitetsformål.

Endnu engang tak for en forrygende debat til Kristian Jensen fra Green Power Denmark, Gry Bossen fra Verdens Skove, Kim Mortensen fra Dansk Fjernvarme, borgmester i Middelfart Kommune Johannes Lundsfryd Jensen og Marian Kaagh fra Energinet.

Se billeder fra debatterne

Seneste Verdo-nyheder