Mentorordning i Verdo skal tiltrække kvalificeret arbejdskraft

I Verdo er et generationsskifte undervejs og erfarne kræfter bliver erstattet af nye. Derfor har man indført en mentorordning, hvor både viden og erfaring bliver videregivet til næste generation af Verdo-medarbejdere.

17-05-2024

I Verdo er der tradition for vidensdeling både i og på tværs af afdelingerne, og mentorordningen skal være med til at skabe de bedste vilkår for både læring og sparring. Salgscheferne John Myrup og Mathias Lykkemark er en del af ordningen, og de har siden Mathias Lykkemarks ansættelse for snart halvandet år siden arbejdet tæt sammen. Mathias Lykkemark var nyuddannet maskinmester, da han startede i Verdo, mens John Myrup har over 25 års erfaring i branchen. 

”Det har været en fantastisk måde at starte et nyt sted. Jeg kom direkte fra skolen, så det var en god oplevelse at blive hægtet på John – hans evne til at tage mig med og lære fra sig har været utrolig givende,” siger Mathias Lykkemark.

John Myrup har også været glad for processen og samarbejdet.

”Det har simpelthen været en fornøjelse at have Mathias under mine vinger. Han er en dygtig sælger, og så har han godt styr på det tekniske ved det arbejde, vi skal udføre. Og så er han nysgerrig og stiller spørgsmål til arbejdet, hvilket er godt for os begge to,” siger John Myrup.

Mentorordning med socialt og fagligt afkast

John Myrup og Mathias Lykkemark har tilbragt mange timer sammen i Verdo, hvilket har kastet både faglige og sociale gevinster af sig.

”Jeg tror på, at vi er med til at udvikle hinanden. John har utrolig meget erfaring og et godt kendskab til arbejdet og branchen, mens jeg kommer med ny energi, ny viden og en masse nysgerrighed. Det tror jeg er en god kombination. Og så er det selvfølgelig et stort plus, at vi også har det rigtig godt sammen,” siger Mathias Lykkemark med et smil.

John Myrup stemmer i og sætter pris på de kvalifikationer, de hver især kan dele ud af og give til hinanden. Han er glad for samarbejdet, også selvom det tager tid at lære en ny medarbejder op.

”Det er bestemt ikke kun Mathias, der får noget ud af den her ordning – tværtimod. Selvom det er omfattende at sætte en ny kollega ind i arbejdet, er det utrolig vigtigt og udbytterigt for mig også. Det at kunne se, at alt det, jeg har oparbejdet af viden, erfaring og know-how, nu kan gives videre til en anden, er utrolig meningsfuldt,” lyder det fra John Myrup.

Manglende arbejdskraft i branchen

I øjeblikket oplever man i Verdo, som man gør det i resten af branchen, at der er mangel på arbejdskraft. Det betyder, at rekruttering af kvalificeret arbejdskraft til den grønne omstilling er højt på dagsordenen i energiselskabet. Mentorordningen kan forhåbentlig være med til at tiltrække dygtige medarbejdere udefra, der har lyst til at lære og udvikle sig i tæt samarbejde med sine kollegaer.

Både John Myrup og Mathias Lykkemark håber i hvert fald, at deres tætte samarbejde blot bliver et af mange.

”Der sidder mange dygtige mennesker i Verdo med en unik viden. Den viden er med til at skabe Verdo, og den skal ikke gå tabt, når en medarbejder er klar til at pensionere sig. Derfor vil det, trods det store arbejde, være fantastisk, hvis mentorordningen kan udbredes. Både så vi sikrer den høje faglighed og det sociale fællesskab, der allerede eksisterer i Verdo, men også så virksomheden bliver et attraktivt sted for nye Verdo-folk,” siger John Myrup.

Seneste Verdo-nyheder