Varmepumpeanlæg skal sikre varmen i Laurbjerg

13-12-2022

Verdo opfører i øjeblikket et 1,2 MW varmepumpeanlæg for Laurbjerg Kraftvarmeværk. Det nye anlæg skal erstatte den eksisterende produktion på gas, som ikke længere er rentabel – både på grund af bortfald af grundbeløbet, rekordhøje gaspriser og et politisk krav om, at gassen skal udfases inden 2030.

Grundbeløbet til landets decentrale varmeværker forsvandt i 2019. Hertil har situationen i Europa presset gasforsyningen, og udsigten i Laurbjerg var – som hos mange varmeværker – et økonomisk underskud og en dyrere varmeregning for forbrugerne. Derfor ville man i Laurbjerg optimere varmeproduktionen for at sikre en stabil og billig forsyning.


Billigere varme og mindre CO2
Foruden en politisk beslutning om at udfase gassen, har bestyrelsen i Laurbjerg også en klar ambition for fjernvarmen til byens borgere. En effektiv opvarmning med markant mindre CO2-udledning, som samtidig er robust overfor fremtidige politiske og samfundsmæssige indgreb, så værket fortsat kan sikre de bedste priser for de cirka 370 forbrugere, der får varme fra Laurbjerg Kraftvarmeværk. 

”Det var afgørende for os at optimere varmeproduktionen, så vi kan sikre stabil og billigst mulig varme til vores forbrugere og samtidig energioptimere produktionen, så vi udleder mindre CO2,” siger Morten Møller, bestyrelsesformand for Laurbjerg Kraftvarmeværk.

Ud fra den samfundsøkonomiske analyse har varmepumpeanlægget vist sig at være det bedste alternativ til den eksisterende produktion. Anlægget reducerer CO2-udslippet med knap 87 % og giver samtidig en besparelse for forbrugerne. Men det turbulente energimarked  det usikkert at sætte tal på den aktuelle besparelse. Et er dog sikkert, med varmepumpen som en del af værkets fremtidige produktions udstyr vil værket være betydelig bedre klædt på ift. fremtidens udfordringer på energi-markedet.

Anlægget skal dække 90 % af produktionen  
Det nye produktionsanlæg består af en 1,2 MW varmepumpeenhed, der får varme fra energioptagere placeret tæt ved varmepumpebygningen. Energioptagerne forventes at afkøle udeluften 4-5 ℃ og levere varmen til varmepumpen. Anlægget har en virkningsgrad på 325 % (COP 3.25) i forhold til optaget el-effekt.

Laurbjerg Kraftvarmeværk forventer, at varmepumpeanlægget vil dække 90 % af værkets årlige varmeproduktion. Den resterende produktion sker på den eksisterende naturgasmotor og gaskedel. Kedelanlægget er optimeret med ny brænder og skal sikre forsyningen i de perioder, hvor varmepumpeanlægget ikke er i stand til at dække produktionen.

Plads til flere enheder
Varmepumpen etableres i en ny varmecentral og kobles på den transmissionsledning, der tidligere har sendt overskudsvarme til Laurbjerg Kraftvarmeværk fra det nærtliggende biogasanlæg.

På det fem hektarer store areal, hvor varmepumpeanlægget skal etableres, er der også plads til yderligere produktionsenheder i fremtiden.

”Det er vigtigt for os at fremtidssikre værket bedst muligt. Og det her er en af måderne, vi har gjort det på,” lyder det fra Morten Møller.

Specifikationer og nøgletal

  • 1,2 MW varmepumpe ved 0 ℃ udeluft
  • 5 energioptagere / fordampere
  • Fremløbstemperatur på 72 ℃ (makstemperatur 80 ℃)
  • Bygningsareal 100 m2 inkl. værkstedsrum og toilet
  • Areal for energioptagere 175m2
  • Reducerer CO2 med 87 %
  • COP på 2,37-3,33

Det var afgørende at sikre stabil og billigst mulig varme til vores forbrugere og udlede mindre CO2.  Morten Møller
bestyrelsesformand for Laurbjerg Kraftvarmeværk

Projektets milepæle

 

  • Uge 25 2022: Projektstart

  • Uge 49 2022: opstart af koldtest

  • Uge 51 2022: commissioning start

  • Uge 3 2023: opstart af 720 timers test

Projektet i billeder

Lad os starte dialogen

Nicolai Hermansen

Afdelingsleder mekanisk montage

Mark Lange

Salgschef | Energianlæg: varmepumper