Øget fleksibilitet og forsyningssikkerhed med ny kedel

Skørping Varmeværk

Skørping Varmeværk optimerer anlægget med en kombination af produktionsenheder 

Verdo har leveret en 4,2 MW fliskedel til Skørping Varmeværk. En kombination af enheder vil dermed sikre forsyningssikkerheden i området.

18-10-2022

1.400 forbrugere i Rebild, Skørping og Gl. Skørping får nu glæde af Skørping Varmeværks nye investering. Den 4,2 MW fliskedel er leveret af Verdo og bliver taget i brug inden jul. Samtidig er kedlen et led i Skørping Varmeværks fokus på miljøvenlige løsninger, da fliskedlen indeholder den nyeste teknologi i forhold til rensning og filtrering af røgen. Kedlen kommer til at køre på lokal flis fra bæredygtige leverandører med fokus på genplantning.

Sammen med solvarme sørger fliskedlen for sommerdriften
Den nye fliskedel skal sammen med et solvarmeanlæg stå for sommerlast, og den eksisterende 7 MW kedel skal om vinteren suppleres af Skørping Varmeværks nye fliskedel. Derudover har Verdo installeret en 10 MW oliekedel i Skørping og en 4 MW gaskedel i Rebild. Kombinationen af enheder og teknologi vil dermed optimere anlægget og sikre forsyningssikkerheden for både Skørping og Rebild.

"Skørping Varmeværk skulle have nyt kedelanlæg samt opgraderet styringen, som blev integreret til det eksisterende overordnede styringssystem. En spændende opgave, som vi er stolte af at blive valgt til at udføre", siger John Myrup, salgschef for energianlæg i Verdo.

Opgradering af eksisterende pumpestationer 
Ud over den nye fliskedel foretog Verdo en opgradering af de fire eksterne pumpestationer ved fysisk ombygning og ny styring. Der er derudover foretaget en opgradering af den overordnede styring, der omfatter alle produktionsanlæg både i Skørping og Rebild, samt de fire decentrale pumpestationer.

Denne systemintegration sikrer
et samlet og overskueligt overblik over fjernvarmeværket.
 

"Vi har nu om sommeren mulighed for at veksle mellem solvarme og flis alt efter, hvad der bedst kan betale sig. Derudover har vi nu flere anlæg at trække på. Derved betyder det nye anlæg både øget fleksibilitet og forsyningssikkerhed for os," siger Lars Mandrup Skov, driftsleder hos Skørping Varmeværk.

 

Installation af 4,2 MW fliskedel

Den nye fliskedel er installeret i en eksisterende bygning. Det gav lidt udfordringer og bygningen måtte tilpasses den nye beboer, men efter et par bump på vejen blev fliskedlen løftet ind og på trods udfordrende pladsforhold, blev de mange tons løftet ind.


Vi har nu flere anlæg at trække på. Det øger både fleksibiliteten og forsyningssikkerheden for os. Lars Mandrup Skov, driftsleder hos Skørping Varmeværk

Skørping Varmeværks nye fliskedel

  • 4,2 MW kedeleffekt 
  • 1 MW røgvaskeeffekt 
  • Samlet ydelse inklusive varmepumpe 5,5 MW 
  • Drifttemperatur 135/110 °C 
  • Røggastemperatur til skorsten: <20°C 

Skørping Varmeværk optimerer anlægget med en kombination af produktionsenheder 

Lad os starte dialogen

John Martin Myrup

Salgschef | Energianlæg: biomasse