Markedsnyt: Ulven kommer – eller gør den?
Vi indleder denne gang med at spørge, om ulven kommer. Dét er ikke tilfældigt. Flere har nemlig råbt ”Ulven kommer!” og advarer om et pres på vinterens priser. Det har givet genklang i markedet og sendt elpriserne et nøk opad.
Vi indleder denne gang med at spørge, om ulven kommer. Dét er ikke tilfældigt. Flere har nemlig råbt ”Ulven kommer!” og advarer om et pres på vinterens priser. Det har givet genklang i markedet og sendt elpriserne et nøk opad.
Og den helt store joker i øjeblikket er da også vinteren ...
Gaslagrene er fyldte, og det samme gælder de nordiske vandreservoirer. Til den ligning kan vi tilføje et mildt efterårsvejr med både sol og vind, der har haft en gavnlig effekt på forbruget generelt. Lægger vi de parametre sammen, har vi et stærkt udgangspunkt for vinteren.
Men som understreget i sidste måneds Markedsnyt, er der en – ja, vi kalder det en ulv – som flere har råbt på. For får vi en lang, hård og kold vinter, kan vi meget vel opleve høje elpriser. Får vi i stedet en mildere vinter, har vi fyldte reserver at tære på – det gælder både gaslagrene og vandbeholdningerne.
Fortsat store udsving
De store udsving i elprisen kommer vi heller ikke denne gang udenom. Kigger vi på priserne de seneste uger, har de varieret fra negative priser til en kWh-pris på 90 øre. Vi vil fortsat opleve store udsving i elprisen på timebasis, end vi tidligere har været vant til. Den primære årsag ligger i, at vi har gjort os afhængige af en energiproduktion på vind og sol – altså ikke-statiske energikilder. Indtil vi får en stabil energiproduktion – hvor flere nævner atomkraft, som en væsentlig spiller – er udsvingene ny normal.
Kigger vi isoleret på børsmarkedets forventninger til priserne – særligt i første kvartal 2024 – kan vi på dage, hvor sol og vind mangler, ramme timepriser på 2,3 og op til 6 kr./kWh. Læg dertil moms, tillæg og afgifter.
Vi balancerer så at sige på en vejrafhængig knivsæg mellem dyrt og relativt billigt, hvor sol og vind spiller en afgørende rolle.
Et kig på forwardmarkedet
Tager vi et kig på forwardmarkedet, ligger niveauet for 2024 under 2025 for første gang i mange måneder. Det skyldes hovedsageligt den positive vandbalance i Norden. I den sammenhæng er det dog værd at bemærke, at markedet er illikvidt med få handler grundet store spreads - altså forskel i, hvad der efterspørges i pris, og hvad man rent faktisk vil betale.
Anbefaling fra eksperterne
Det er som altid afgørende at vurdere egen risikovillighed. Men som udgangspunkt er det en fordel at sprede risikoen og udnytte mulighederne i markedet.
Vi går vinteren i møde, så tænk langsigtet – det er altid bedre at være på forkant end på bagkant – det gælder også på elmarkedet.
Hold dig opdateret om elmarkedet - direkte i din indbakke
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og status på elmarkedet direkte i din indbakke. Vi holder dig opdateret om tendenser og energioptimering og giver en prognose for de kommende måneder. Og bare rolig, vi lover dig, at vi ikke spammer din indbakke. Du modtager nyheder ca. en gang om måneden eller når der er relevant nyt at fortælle.